18. juli 2023 – rejsen begynder

Efter flere måneders forberedelser med mange, lange vandreture med rygsæk for at få både kilometer i benene og teste udstyr, blev det den 18.juli. Rejsedagen!

Vækkeuret ringede meget tidligt, Rita kørte mig til toget i Slagelse og ja, så var det det. Med en rygsæk på 10 kilo med plads til vand og mad, pakket med – forhåbentlig – det, jeg skulle bruge på 15 uger i Spanien med destination Cap de Creus, hvor den majestætiske og krævende GR11 rute tager sin begyndelse. Eller – bevares – sin slutning. Man man nemlig gå GR11 fra øst til vest eller fra vest til øst. De allerfleste gør det sidste, men vi ville gå fra øst til vest.

Hvem er vi?

Vi er Heeli Ingemann og Charlotte Jou Koefoed.

Veninder, der har vandret sammen før. To gange i Portugal på Ruta Vicentina og en masse småture i Danmark.

Jeg startede hjemmefra Tindinge Banke, tog fra Slagelse og videre til lufthavnen, hvor jeg mødtes med Heeli.

Kaffe, lettere nervøsitet. Har vi nu pakket det rigtige? Er vi forberedte nok? Kan kroppen holde til turen? ‘GR 11 er ikke en stroll in the park. Det er bjerge op og bjerge ned. Det er vejsforhold, vi ikke kender til, det er ukendte ruter, det er øde egne, hvor du selv skal rense dit vand og slæbe mad med. Det er også refugier med køjesenge og mad, med 60 mennesker på en sovesal, men væggelus og underlige badeforhold.

Men først og fremmest er det et kæmpe eventyr.

Fly til Barcelona, bus ind til Plaza de Catalunya, op ad Passeig de Gracies og ned til statione med lokaltogene nordpå. Vi skulle til Figueras og derfra med en bus til Cadaques, som er det nærmeste vi kunne komme til Cap de Creus.

Det tog rundt regnet 13 timer og så var det også aften og vi fandt ret hurtigt ud af, at vi ikke på nogen smart måde kunne komme ud til Cap de Creus.

Så det måtte blive en overnatning på et hotel.

Heeli skulle også lige downloade alle kortene fra All Trail på sin telefon, så internet og strøm var rigtig godt.

Cadaques er en meget turistede by og vi var heldige, der var et ledigt hotelværelse.

Similar Posts

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *